ikke være muligt. Hvor kunde han ville det! Hvad var hun!
Og atter overbeviste han hende om, at han vilde det, ja, vilde det med al den Vilje, han ejed. Hun skulde ikke komme til at lide Nød, selv om det gik galt for dem en Tid; han vilde stræve for dem begge, hun skulde ingen Frygt have. Han talte en hel Time igennem og rokked Stykke for Stykke hendes Modstand. To Gange gentog det sig i denne Time, at hun vægred sig, holdt Hænderne for Ansigtet og begyndte at raabe Nej, Nej, og alligevel gav hun efter for ham, studered hans Ansigt og følte, at det ikke var en blot og bar øjeblikkelig Sejer, han vilde vinde. I Guds Navn da, naar han vilde det saa! Hun var overvunden, det nytted hende ikke længer at stride imod. Tilsidst gav hun ham et rent Ja.
Lyset begyndte at brænde ned i Tomflasken; de sad fremdeles hver paa sin Stol og holdt hinandens Hænder og talte sammen. Hun var ganske opløst af Bevægelse, hun fik hyppigt Taarer i Øjnene, men smilte alligevel.
Han sagde:
»Forat komme tilbage til Minutten, jeg er vis paa, at han var skinsyg oppe paa Basaren.«
»Ja,« svared hun, »det var han kanske. Men det faar ikke hjælpe.«
