Videre maatte de tage sig en Dag eller to i Ugen fri, saa skulde de gaa paa Jagt og Fiskeri sammen, begge to, Haand i Haand, hun i kort Kjole og et Bælte om Livet, han i Bluse og Spændesko. Hvor vilde de ikke synge og tale højt og raabe, saa det gjalded gennem hele Skogen! Men ikke sandt: Haand i Haand?
»Jo,« sagde hun igen, og hendes Øjne var blevne blanke.
Lidt efter lidt reves hun med; han fremstilled det hele saa klart for hende, alting tænkte han over og havde hver Smaating i Hovedet. Endog dét nævnte han, at det galdt at finde et Sted, hvor der var let til Vand; ja, men det skulde nok han sørge for, alt vilde han sørge for; hun maatte blot have Tillid til ham. Aa, han havde Kræfter til at rydde dette Hjem midt i tykke Skogen, han havde et Par Næver, ja, hun saa selv! . . . . . Og smilende maalte han hendes spinkle Baarnehaand paa sin egen.
Hun fandt sig i, at han gjorde med hende, hvad han vilde; endog da han klapped hendes Kind, sad hun stille og saa paa ham. Saa spurgte han hende ligefrem, med sin Mund nær mod hendes Øre, om hun saa turde og om hun vilde, og hun svared ogsaa Ja, et tankefuldt, drømmende Svar, som hun blot hvisked frem. Men lidt efter begyndte hun at vakle: Nej, naar hun tænkte over det, saa kunde det alligevel
