skal jo forklare mig langt bedre, De skal forstaa det saa tydeligt. Tænk Dem nu Muligheden af, at De hører rigtigt: at jeg ligefrem og uden mange Omsvøb frier til Dem, og at jeg ogsaa virkelig mener hvert Ord, tænk Dem nu denne Mulighed først, og lad mig saa faa Lov til at fortsætte. Godt! Hvor gammel er De? Naa, det mente jeg ikke at spørge om; men jeg er selv ni og tyve Aar, jeg er ude over den flagrende Letsindighed, De er kanske fire fem seks Aar ældre, det har ingenting at . . . . .»
»Jeg er tolv Aar ældre,« siger hun.
»Tolv Aar ældre!« udbryder han henrykt over, at hun følger med, at hun dog ikke taber Hovedet helt. »Altsaa tolv Aar ældre, det er udmærket, det er ligefrem herligt! Ja, og tror De, at tolv Aar er nogen Hindring? Jeg mener, De er gal, Menneske! Men hvorom alting er: om De saa var tre Gange tolv Aar ældre, naar jeg nu er bleven glad i Dem, og jeg mener oprigtigt hvert Ord, jeg siger i denne Stund, hvad saa? Jeg har tænkt paa dette længe, ja, egentlig ikke længe, men dog i flere Dage, jeg lyver slet ikke, tro mig nu for Himlens Skyld, naar jeg beder Dem saa indstændigt. Jeg har tænkt paa det i ganske mange Dage og har ikke sovet om Nætterne af den Grund. De har saa underlige Øjne, de har draget mig fra første Gang jeg saa Dem. For jeg kan drages til
