lidet ægte! Men ikke sandt, det saa uhyre ægte ud? He-he-he, jo, man skal forbause Verden, man skal ikke genere sig! . . . . . Skal vi ikke gaa ind til vore Glas igen? Vil De bede Frøken Gude om at følge med!«
Og de gik igen ind i Sideværelset. Alle Folk var endnu optagne af dette hemmelighedsfulde Menneske, som havde forbauset dem saa inderlig; selv Fuldmægtig Reinert standsed virkelig et Øjeblik og sagde til ham i Forbigaaende:
»Jeg takker Dem, De var saa venlig at indbyde mig til et Ungkarlslag hos Dem en Aften. Jeg kunde ikke komme, jeg var optagen; men jeg takker Dem saa meget, det var svært elskværdigt.«
»Men hvorfor gjorde De dog de grusomme Strøg tilslut?« sagde Frøken Andresen.
»Ja, det ved jeg ikke,« svared Nagel; »men slig blev det nu. Jeg vilde træde en Djævel paa Halen.«
Doktor Stenersen kom igen hen til ham, sagde atter en Kompliment, og atter svared Nagel, at hans Spil var Komedie og Humbug, fuldt af simpel Effekt; man skulde bare vide, hvor lidet godt det var! De dobbelte Fingersætninger var falske, jo, de allerfleste var en Smule falske, han hørte det selv, men kunde ikke gøre det bedre.
