var ingen almindelig Violin . . . . . Og han aabner forsigtigt Kassen.
Der ligger det lækkre, mørkebrune Instrument, omhyggelig nedpakket i lyserød Silke, omgiven af Sygevat over Strængene.
Ikke sandt, den saa godt ud? Og de tre Bogstaver i bitte smaa Caprubiner her øverst oppe paa Gribbrættet, de betød Gustav Adolf Christensen. Nej, at sælge en saadan Ting, det var Synd; hvad skulde man saa have at glæde sig ved, naar Dagene blev lange? En anden Sag var det, hvis der blot var Tale om at prøve den et Øjeblik, gøre et Strøg eller to . . . . .
Nej, Nagel vilde ikke prøve den.
Men Organisten havde nu alligevel taget Instrumentet helt ud af Kassen, og mens de to Turnere gjorde sine sidste Spring, og Publikum klapped rundt om i Salen, vedblev han at tale om den mærkelige Violin, der havde gaaet i Arv i tre Led. Den var let som en Fjær, kend selv, De maa gærne holde den . . . . .
Og Nagel syntes ogsaa, at den var let som en Fjær. Men da han nu engang havde faaet Violinen i Hænderne, giver han sig til at vende den rundt og fingre ved Strængene. Han tog en halv Kendermine paa og sagde: »Det er en Mittelwalder, ser jeg.« Men dette, at det var en Mittelwalder, var ikke vanskeligt at se, eftersom det stod paa en trykt Plakat paa Violinens Bund;
