Det var ikke meget morsomt inde i Salen; vel? Vi sidder heller en Stund her, det er ogsaa saa varmt derinde; sæt Dem saa!«
Og Martha nøled, men satte sig.
Nu taler Nagel ustandseligt, fortæller i et væk løjerlige Smaahistorier og Oplevelser, sluddrer afsted om løst og fast, febrilsk, forceret, bange for, at hun skulde gaa, hvis han tier. Han sveder af Anstrængelse, løber Sur og tager sig hjælpeløst op til Hovedet forat finde Traaden igen, og Martha synes, at han er morsom ogsaa da, og ler troskyldigt. Hun keder sig ikke, hendes gamle Hjærte svulmer op, og hun bringes endog til selv at tale med. Hvor hun var mærkelig varm og naiv! Da han sagde, at Livet var ganske ubegribeligt elendigt, ikke sandt? Skaal paa det! svared hun, denne Kvinde, som Aar efter Aar leved saa fattigt af at sælge Æg paa Torvet, at Livet . . . . . nej, det var ikke meget slemt, mangen Gang var det godt!
Mangen Gang var Livet godt, sagde hun!
»Ja, det har De ogsaa Ret i!« svared han saa . . . . .« Nej, nu maa vi se paa Tableauerne! Lad os staa her i Døren, saa kan vi sætte os igen, naar De vil. Kan De se fra Deres Plads? Ja, for ellers vilde jeg tage Dem paa Armen.«
Hun lo og rysted advarende paa Hovedet.
Saasnart han fik Øje paa Dagny oppe paa Scenen, dæmpedes hans Lystighed med ét, hans
