øst længer ind paa Stolen. Han sad der stadig med ludende Hoved, hun saa blot hvorledes hans Bryst aanded kort og uregelmæssigt. Hun rejste sig, hun tog allerede sit Glas og vilde sige noget, et Par venligere Ord tilslut, som ikke skulde gøre ham ondt, hun begyndte ogsaa:
»Ja, nu maa jeg gaa,« sagde hun.
Han saa hurtigt op paa hende, rejste sig han ogsaa og tog sit Glas. De drak begge i Taushed. Han tvang sig til ikke at ryste paa Haanden, hun kunde se, at han kæmped med at paatage sig en rolig Mine; og denne Mand, som hun just havde troet tilintetgjort, knust ved hendes Spot, siger pludselig ganske høfligt og ligegyldigt:
»Det er sandt Frøken: vil De være saa venlig . . . . . jeg ser Dem vel ikke mer . . . . . vil De være saa venlig engang ved Lejlighed, naar De skriver til Deres Forlovede, at minde ham om to Skjorter, som han har lovet Minutten engang, for to Aar siden. Jeg beder Dem tilgive, at jeg blander mig i dette, som jo ikke vedkommer mig, jeg gør det ogsaa blot for Minuttens Skyld. Jeg haaber, De undskylder min Dristighed. Sig, at det er to Uldskjorter, saa husker han det nok.«
Hun blev et Øjeblik aldeles slagen, hun holdt Munden aaben og saa paa ham, fandt ikke et Ord at sige og glemte endog at sætte
