»Ja, Herregud!« sagde hun kort og skarpt, »det er jo naturligvis, fordi Byen er saa liden, at De blir saa paaagtet, det siger sig selv. I en større By vilde De jo ikke være den eneste Mand, som tiltrak sig Folks Opmærksomhed.«
Dette kolde og overmaade rigtige Svar vakte først hans ligefremme Beundring. Han sad i Begreb med at paaskønne det med en eller anden Artighed, men betænkte sig. Hun var altfor ophidset, havde altfor meget imod ham, og desuden underkendte hun kanske hans Betydning vel meget. Dette saared ham en liden Smule. Hvad var han altsaa i hendes Øjne? En ganske almindelig fremmed Mand i en liden By, en Mand, som blev lagt Mærke til kun fordi han var en Fremmed i den lille By og brugte en gul Dragt. Han sagde lidt bittert:
»Men siger man ikke ogsaa, at jeg engang har gaaet hen og skrevet et utugtigt Vers paa en Gravsten, paa Mina Meeks Gravsten? Var der ingen, som saa det? Det er dog sandt, ja, det er det. Det er ogsaa sandt, at jeg paa Apoteket i denne By, i denne selvsamme By, har været inde og forlangt Mediciner for en væmmelig Sygdom, som jeg havde nedskrevet paa et Papir, men at jeg ikke kunde faa disse Mediciner, fordi jeg ingen Recept havde. Og med det samme jeg husker det: har ikke Minutten fortalt Dem, at jeg engang vilde bestikke ham
