hvor det er latterligt og daarligt det ogsaa! Man fortæller i Byen, at De ogsaa har Deres Løjer med at give Smaagutter Cigarer at røge, og at De begaar den ene Skandale efter den anden paa Gaden. De skal saaledes have spurgt en Tjenestepige, som De traf paa Torvet en Dag, ja, spurgt hende i flere Menneskers Paahør om noget. Men trods alt dette, finder De det ganske i sin Orden at gøre mig Erklæringer og stille Dem frem for mig Gang efter Gang og . . . . . Det er dette, som piner mig saa usigelig, at De tør vove det . . . . .«
Hun holdt inde. Flere Trækninger om Munden forraadte hendes Bevægelse, hvert Ord, hun talte, var hæftigt og inderligt, hun mente, hvad hun sagde, og lagde ikke Fingrene imellem. Der blev en liden Pause, saa svared han:
»Ja, De har Ret, jeg har voldt Dem megen Plage . . . . . Det er klart, at naar man Dag efter Dag en Maaned igennem passer én op, mærker sig alle hans Ord og alt, hvad han foretager sig, saa finder man noget galt at hage sig fast i. Lidt Uret kan man ogsaa begaa mod én, men det gør ikke meget, det tilstaar jeg. Byen her er ikke stor, jeg falder noget i Øjnene, man snubler i mig, alle gaar med et Øje paa hver Finger, naar jeg er i Sigte; det kan ikke undgaaes. Og jeg er jo ikke, som jeg burde være.«
