»Og Deres Dem.«
»Ja, hun kommer nok tilbage. Nej, ser ikke Frøken Gude underlig ud? Iaften er hun glad som et Barn.«
Hun svared ikke herpaa, hun spurgte:
»Har De været borte en Tur?«
»Ja.«
Pause.
»Finder De det virkelig saa morsomt her iaften?«
»Jeg? Jeg ved slet ikke, hvad her foregaar engang,« svared han. »Jeg er ikke kommet hid netop forat more mig.«
»Og hvad er De saa kommet her for?«
»Udelukkende forat faa gense Dem . . . . . ja, naturligvis bare paa Afstand, stumt . . . . .«
»Jasaa. Og det er i den Anledning, De tager Dame med?«
Dette forstod han ikke. Han saa paa hende og tænkte sig om.
»Er det Frøken Gude, De mener? Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Man har fortalt mig saa meget om hende, hun sidder alene hjemme Aar efter Aar, der findes slet ikke en eneste Glæde i hendes Liv. Det er ikke mig, som har taget hende med hid, jeg vilde blot underholde hende lidt herinde, forat hun ikke skulde kede sig, det er alt. Frøken Andresen hented hende ind til dette Bord. Gud, hvor det
