Men Nagel overtalte hende til ialfald at drikke et lidet Glas til. Martha var klædt i Sort; den nye Kjole sad smukt, men klædte hende ikke, den gjorde denne sært udseende Pige ældre og stak formeget af mod hendes hvide Haar. Kun Øjnene ulmed stærkt, og naar hun lo, blev dette fyrige Ansigt ganske spillevende.
Han sagde:
»Og morer De Dem saa? Har De det bra iaften?«
»Ja, Tak!« svared hun, jeg har det godt.«
Han underholdt sig med hende uden Stands, læmped sig efter hende, fandt paa at fortælle hende en Skrøne, som hun lo meget af, det var Historien om, hvorledes han var kommet i Besiddelse af en af sine dyreste Kobjælder. En Skat, en uvurderlig Antikvitet! Der var et Konavn gravet ind paa den, Koen hedte endda Øystein, og det maatte bestemt have været en Okse . . . . .
Her begyndte hun med en Gang at le; hun glemte sig selv, glemte, hvor hun var, rysted paa Hovedet og lo som et Barn over denne fattige Pudsighed. Hun var ligefrem straalende.
»Tænk,« sagde han, »jeg tror, Minutten var skinsyg.«
»Nej,« svared hun nølende.
