»Nej, langt, langt ifra!« svarer Frøken Andresen; »og jeg skal med Fornøjelse faa fat paa hende nu med det samme, jeg ved, hvor hun sidder henne.«
»Men kommer De ogsaa selv tilbage?«
»Ja, Tak!«
Medens Nagel nu sidder og venter, kommer Fuldmægtig Reinert, Adjunkten og Dagny ind. Nagel rejser sig og hilser. Dagny var bleg hun ogsaa, trods Varmen; hun havde en gulagtig Kjole med korte Ærmer paa og om Halsen en altfor svær Guldkæde. Denne Guldkæde var yderst uklædelig. Dagny blev staaende ved Døren et Øjeblik; hun holdt den ene Haand paa Ryggen og fingred ved sin Flætte.
Nagel gik hen til hende. Han bad hende med faa, lidenskabelige Ord om ogsaa at tilgive ham Fredagens store Forgaaelser; det skulde blive de sidste, de aller allersidste; hun skulde aldrig faa Grund til at tilgive ham noget mere. Han talte lavt, sagde de Ord, som skulde siges, og standsed.
Hun hørte paa ham, saa endog paa ham, og da han var færdig, sagde hun:
»Jeg ved næsten ikke længer, hvad De taler om, jeg har glemt det, jeg vil glemme det.«
Dermed gik hun. Hun havde set meget ligegyldigt paa ham.
