»De drikker jo ikke andet,« sagde hun smilende.
Denne lidt ondskabsfulde Opmærksomhed gjorde ham alligevel livligere end han havde været; han bad hende drikke et Glas med, og hun satte sig virkelig med ét, skønt hun havde dygtig travlt. Han takked hende for hendes Elskværdighed, komplimentered hende for hendes Dragt, blev henrykt over en gammel Sylje, hun bar i sin Halslinning. Hun tog sig godt ud; det lange, aristokratiske Ansigt med den store Næse var overmaade fint, næsten sygeligt fint, og det veksled ikke, gjorde ingen nervøse Miner. Hun talte med behersket Ro, man havde en Følelse af Tryghed i hendes Selskab, det var Damen, Kvinden.
Da hun rejste sig, sagde han:
«Der skal være et Menneske her iaften, som jeg saa gærne vilde vise en liden Opmærksomhed, det er Frøken Gude, Martha Gude, jeg ved ikke, om De kender hende? Jeg hørte, hun var gaaet ind her. Jeg kan ikke sige, hvor gærne jeg vilde glæde hende lidt paa en eller anden Maade; hun er saa ensom, Minutten har fortalt mig noget om hende. Tror De ikke, Frøken, at jeg kan bede hende om at komme herind til os? Ja, forudsat, at De ikke selv har noget imod at have hende her?
