Han saa Doktor Stenersen og Frue oppe ved Tribunen; lidt tilhøjre fra dem stod ogsaa Minutten sammen med de øvrige Agerende i i Tableauerne, kun Dagny var der ikke.
Varmen af Lysene og alle disse sammenpakkede Mennesker drev ham snart ud af Salen; i Døren traf han Fuldmægtig Reinert, hvem han hilste paa, men fik knapt et lidet Nik til Svar. Han blev staaende ude paa Gangen.
Nu opdager han noget, som endnu en lang Stund bagefter sysselsatte hans Tanker og gjorde ham nysgærrig: tilvenstre for ham staar Døren aaben til et Sideværelse, hvor Publikum har hængt sit Overtøj af, og i Lyset fra Lampen derinde ser han tydelig Dagny Kielland, der staar og fingrer ved hans Frakke, som han har hængt hen paa en Knag. Han tog ikke fejl, der var ingen anden i Byen, som havde en saadan gul Vaarfrakke; det var virkelig hans, han husked desuden nøjagtig, hvor han havde hængt den. Hun gjorde ingen anden Ting, hun syntes at søge efter noget og benytted samtidig Lejligheden til Gang paa Gang at føle med Haanden henover hans Frakke. Han vendte sig øjeblikkelig om for ikke at overraske hende.
Denne lille Hændelse bragte ham straks i Uro. Hvad søgte hun efter, og hvad havde hun at bestille med hans Frakke? Han tænkte over dette hele Tiden og kunde ikke glemme det.
