hende le, se hende være rigtig ung. Kære, hun maatte absolut gaa!
Han saa paa hende. Hvor hendes Haar var afstikkende hvidt og hendes Øjne mørke! Hun pilled med den ene Haand paa Knapperne i sit Kjoleliv, og denne Haand, en svag, langfingret Haand, var lidt graa i Farven, den var kanske heller ikke rigtig ren, men gjorde et mærkelig kydsk Indtryk. Opad Haandleddene løb to blaa Aarer.
Ja, sagde hun, det kunde kanske blive morsomt; men hun havde ikke engang Klæder, ikke engang en Kjole til en saadan Aften . . . . .
Han afbrød hende: der var endnu tre Arbejdsdage at løbe paa; man kunde skaffe sig hvad det skulde være inden Torsdag. Jo, der var Tid nok! Skulde det saa være en Aftale?
Og lidt efter lidt gav hun efter.
Ja, for man maatte ikke begrave sig helt, sagde han; det havde man bare Tab af. Og desuden, med hendes Øjne, hendes Tænder, nej, det var Synd! Og de Smaasedler dér paa Bordet skulde gaa til Kjole, jo, jo, ikke noget Snak! Saa meget mere som det var hans Paafund og det havde kostet hende Overvindelse at føje ham.
Han sagde Godnat som sædvanlig, kort og godt, uden at give hende blot den svageste Grund til Uro. Men da hun fulgte ham ud i
