som forat faa ham tilbage. Den besynderlige Pige var altfor bange forat gøre nogen imod.
»Jeg har en Bøn til Dem,« sagde Nagel saa, men han satte sig stadig ikke; »De kunde gøre mig en stor Glæde, hvis De vilde, ja, og jeg skulde nok huske Dem det paa en eller anden Maade: jeg vilde bede Dem om at møde op paa Basaren Torsdag Aften. Vil De gøre mig den Fornøjelse? Det vil adsprede Dem, der er mange Mennesker, meget Lys, Musik, Tableauer; aa, gør det, De vil ikke angre paa det! De ler; hvorfor ler De? Gud, hvilke hvide Tænder De har, Menneske!«
»Jeg kan jo ikke gaa nogen Steder,« svared hun; »nej, hvor kunde De tro, at jeg kan gaa did? Og hvorfor skulde jeg gøre det, hvorfor vil De have mig til det?«
Han forklared hende det hele aabent og ærligt: det var et Indfald af ham, han havde længe tænkt paa det, allerede for et Par Uger siden var Tanken opstaaet hos ham, men han havde glemt den igen lige til nu. Hun skulde blot møde op, hun skulde være med der, han vilde se hende der; om hun ønsked det saa, skulde han slet ikke tale til hende engang, saa hun skulde ingen Plage have af ham, det var ikke Meningen. Det vilde blot glæde ham at finde hende engang sammen med andre, at høre
