rundt et Øjeblik og finder ikke Trappen, og imens staar Nagel i Døren og raaber til ham:
»Nej, nej, dette er galt; jeg beder Dem glemme det! Jeg skal forklare Dem det en anden Gang, en anden Gang . . . . .«
Men Minutten hørte ingenting, han var allerede nede i Gangen, før Nagel havde talt ud, og derfra sprang han – uden at se tilhøjre eller venstre – ud paa Gaden, nedad Torvet, hen til den store Vandpost, hvor han slog ind i den første den bedste Sidegade og forsvandt.
En Times Tid senere – Klokken var ti – tændte Nagel en Cigar og gik ud. Byen var endnu ikke gaaet til Hvile; paa Vejen henimod Præstegaarden saaes en Mængde Spadserende, der bevæged sig frem og tilbage i sagte Gang, og rundt omkring i Gaderne genlød endnu Latter og Raab fra legende Smaabørn. Koner og Mænd sad ude paa Trapperne og talte sagte med hinanden i den milde Aften; nu og da raabte de over Gaden til Naboer og fik et venligt Svar tilbage.
Nagel gik nedover mod Bryggerne. Han saa Minutten gaa og klæbe Plakater op paa Posthuset, paa Banken, paa Skolen og paa Fængslet. Hvor han gjorde det nøjagtigt og
