holde et lidet Øje med. He-he, holde Øje med, altsaa. De hedder jo ovenikøbet Johannes? Min kære Ven, det har jeg vidst lenge, uden at nogen har fortalt mig det før iaften . . . . . Ja, lad mig nu bare ikke skræmme Dem igen. Det er dog en skammelig Ulykke ved mig, at jeg altid gør Folk bange for mig. Jo, nægt det ikke, De stirred virkelig lidt forfærdet paa mig et Øjeblik, uden at jeg just vil sige, at der ogsaa gik et Ryk gennem Dem . . . . .«
Nu var Minutten kommet til Døren; han syntes at ville gøre kort Proces og forlade Huset straks; Samtalen blev ogsaa mere og mere uhyggelig.
»Er det den 6te Juli idag?« spørger Nagel pludselig.
»Ja,« svarer Minutten, »det er den 6te Juli.« Dermed lægger han Haanden paa Dørvrideren.
Nagel gaar langsomt hen til ham, gaar ham tæt ind paa Livet, stirrer ham ind i Ansigtet og lægger samtidig sine Hænder bag paa Ryggen. Mens han staar i denne Stilling, siger han med hviskende Stemme:
»Og hvor var De henne den 6te Juni?«
Minutten svarer ikke, ikke et Ord. Slagen af Rædsel for disse stirrende Øjne og den hemmelighedsfulde Hvisken; ude af Stand til at forstaa dette lille desperate Spørgsmaal om en Dag, en Dato for en Maaned siden, river
