hvidhaaret Dame tager imod mig . . . . . ja, hvad var det nu hun hedte? Naa det kan nu ogsaa være det samme, De kender hende kanske ikke alligevel; Frøken Gude var det vist, Martha Gude eller sligt noget . . . . . Vel, hun vægrer sig ved at blive af med Stolen, men saa længe lirker jeg jo, at jeg faar et bestemt Løfte paa den, og idag henter jeg den saa til mig. Men det bedste af alt er, at jeg har faaet den for intet, hun gav mig den gratis; ja, jeg slængte jo et Par Kroner paa Bordet, forat hun ikke skulde have noget at angre; men Stolen er værd Hundreder. Dette beder jeg Dem om at beholde for Dem selv; man vil jo nødig faa et daarligt Ord paa sig. Jeg har heller intet at bebrejde mig; den Frøken forstod sig ikke paa Handelen, og jeg, som var Fagmand og Køber, havde ingen Forpligtelse paa mig til at se paa hendes Fordel. Ikke sandt, man skal dog ikke være dum, man skal passe sit Snit, det er Kampen for Tilværelsen . . . . . Men kan De saa afslaa at drikke et Glas Vin, naar De hører, hvordan det hænger sammen?«
Minutten holdt paa, at han maatte afsted.
»Det er kedeligt,« fortsætter Nagel. »Jeg havde glædet mig til at faa en Passiar med Dem; De er det eneste Mandfolk paa Stedet, som min Interesse vækkes for, saasnart jeg ser Dem, den eneste, som jeg saa at sige bryder mig om at
