i Landet har Magen til, det er jeg sikker paa; det er denne Stol hér. Se paa den! Forstaar De Dem paa en Perle, en aldeles enestaaende Hollænder? Jeg sælger den ikke for en Formue, ved Gud, om jeg gør! Og i den Anledning vilde jeg saa gærne drikke et Glas med Dem, hvis De ikke har noget imod det. Maa jeg ringe? Ikke? Men de Plakater kan De jo slaa op imorgen . . . . . Nej, jeg kan slet ikke glemme mit store Held idag! De ved kanske ikke, at jeg er Samler, etter fattig Lejlighed, og at jeg opholder mig her ogsaa forat snuse op Sjældenheder? Jeg har maaske heller ikke fortalt Dem om mine Kobjælder? Nej, men Herregud, saa har De jo ikke noget Begreb om, hvad jeg er for en Mand. Naturligvis er jeg Agronom, men jeg har jo ogsaa mine Interesser ved Siden af. Jo, jeg har til Dato to Hundrede og syv og seksti Kobjælder; det er ti Aar, siden jeg begyndte at bringe dem sammen, og nu har jeg Gudskelov en Samling af høj Rang. Og denne Stol hér, ved De, hvorledes jeg fik Kloen i den? Tilfældighed, Svineheld! Jeg gaar paa Gaden en Dag, jeg passerer et lidet Hus nede ved Kajen, og af gammel Vane kiger jeg lidt paa Sned ind igennem Vinduet, idet jeg gaar forbi. Saa holder jeg med engang inde, jeg faar Øje paa Stolen og ser straks, hvad den er værd. Jeg banker paa og træder ind i Huset, en aldrende,
