Mens han endnu staar der og holder hendes Haand, siger han med en Gang:
»Hør, maa jeg spørge Dem: det er kanske noksaa haardt for Dem at slaa Dem igennem, jeg mener uden Hjælp, uden Understøttelse . . . . . ja, De har kanske lidt Understøttelse?«
»Ja.«
»Ja, kære tilgiv mig, at jeg spørger! Det faldt mig ind, at hvis man kommer under Vejr med, at De har nogle Penge, saa faar De ikke alene ingen Understøttelse mere, men Deres Penge blir endog beslaglagte, simpelthen beslaglagte. Det gælder derfor at holde vor Handel hemmelig for enhver; forstaar De nu dette? Jeg vil bare raade Dem som praktisk Mand. De siger ikke til en levende Sjæl, at vi har havt dette Mellemværende . . . . . Det gaar forresten op for mig, at jeg bør give Dem mindre Sedler, saa De slipper at veksle.«
Alting tænker han over, hver Tilfældighed. Han sætter sig igen og tæller de smaa Sedler op. Han tæller ikke nøje, han giver hende alle de Smaasedler, han har, tager paa Slump og ruller Bunken sammen.
»Saa, gæm dem nu!« siger han.
Og hun vender sig bort, hægter Livstykket op og gæmmer Pengene paa sit Bryst.
Men da hun er færdig med dette, rejser
