»Saa haaber jeg, De ikke har noget imod, at jeg tager Stolen med mig nu med det samme,« sagde han.
Og han tog Stolen til sig.
Hun var aabenbart ikke længer bange for ham; da hun saa, at hans Hænder blev smudsige ved Berøringen af det gamle Møbel, greb hun straks i Lommen og rakte ham sit Lommetørklæde at tørre sig med.
Pengene laa endnu paa Bordet.
»Apropos,« sagde han, »tillad mig at spørge Dem om det ikke er bedst, at De beholder Historien om denne Handel saa meget som muligt for Dem selv? Det er dog ikke værd, at hele Byen har Rede paa den; vel?«
»Nej,« sagde hun tankefuld.
»I Deres Sted vilde jeg gæmme Pengene straks. Eller jeg vilde egentlig først hænge noget foran Vinduet. Tag det Skørt der?«
»Det blir vel saa mørkt?« sagde hun. Men hun tog alligevel Skørtet og hængte det op, og han hjalp hende hermed.
»Dette burde vi forresten helst have gjort straks,« sagde han saa; »det kunde blive galt, om Folk saa mig herinde.«
Til dette svared hun intet; hun tog Pengene paa Bordet, rakte ham sin Haand og bevæged Læberne, men fik ikke et Ord frem.
