ham, og naar han kyssed hende, lukked hun Øjnene end mere til.
»Mød mig imorgen ved Træet, du husker Træet, Aspetræet; mød mig, jeg elsker dig, du dejlige Dagny! Vil du møde mig? Kom naar du vil, kom Klokken syv.«
Hun svared ikke, men sagde blot:
»Slip mig nu!«
Og langsomt vikled hun sig ud af hans Arme.
Et Øjeblik blev hun staaende og se sig om, hendes Ansigt fik et mere og mere forvirret Udtryk, tilsidst skalv en mærkelig Trækning om hendes Mund, og hun søgte hen til en Sten i Vejkanten, hvor hun satte sig. Hun græd.
Han bøjed sig over hende og talte sagte. Dette vared et Par Minutter. Pludselig springer hun op, med knyttede Hænder og med Ansigtet hvidt af Vrede, hun presser Hænderne mod Brystet og siger rasende:
»De er et usselt Menneske, aa, Gud, hvor De er ussel! Men det synes De kanske ikke selv. Nej, hvor kunde De, hvor kunde De gøre det!«
Saa begyndte hun atter at græde.
Han forsøgte igen at berolige hende, men uden Nytte; i en halv Time stod de ved den Sten i Vejkanten og kom ikke derfra.
