inderlig, næsten bevæget Stemme; hun standsed ogsaa op.
Nu løb al hans Lidenskab over. I denne Stund, da hun stod ham saa nær, med Hovedet ludende over hans Haand, saa han følte Duften af hendes Haar og Hals, og ikke et Ord blev talt, steg hans Kærlighed til Galskab, til Vanvid; han trykked hende til sig først med den ene Arm, og derpaa, da hun stred imod, ogsaa med den anden Arm, klemte hende varmt og længe ind til sit Bryst og løfted hende næsten op fra Jorden. Han følte, at hendes Ryg bugned, og at hun gav tabt. Tung og dejlig hviled hun i hans Favn, og hendes Øjne saa halvt slørede op i hans. Han talte til hende, sagde, at hun var herlig, herlig, og at hun til hans Livs Ende vilde blive hans Kærligheds Kærlighed. En Mand var før gaaet i Døden for hende, ja, det vilde ogsaa han gøre, paa det mindste Vink, et Ord. Aa, hvor han elsked hende! Og han vedblev at sige Gang efter Gang, mens han trykked hende ømmere og ømmere ind til sig: »Jeg elsker dig, jeg elsker dig, min Elsked!«
Hun gjorde ingen Modstand mere, hendes Hoved hælded lidt over i hans venstre Arm, og han kyssed hende brændende, med korte Mellemrum, kun afbrudt af de ømmeste Ord. Han mærked tydelig, at hun selv klynged sig til
