»De lod nogle Hentydninger falde om Fru Stenersen, som ikke havde behøvet at være halvt saa drøje forat være lave. Minutten, en stakkels Krøbling, slog De Dem ogsaa til Ridder paa. Det var virkelig saa daarligt gjort, simpelt gjort!«
Hun begyndte igen at gaa, og han fulgte med. Han svared ikke, han gik med bøjet Hoved. Det rykked nogle Gange i hans Skuldre, og hun saa til sin Overraskelse, at et Par store Taarer rulled nedad hans Ansigt. Han vendte sig bort og plystred ad en Smaafugl forat skjule det.
De gik i to Minutter uden at sige noget. Hun var rørt og angred bitterlig sine haarde Ord. Kanske havde han ovenikøbet Ret i, hvad han sagde; hvad vidste hun? Gud ved, om ikke dette Menneske havde set mere i Uger end hun i Aar.
De gik fremdeles tause. Han var igen fuldkommen rolig og legte ligegyldigt med sit Lommetørklæde. Om nogle Minutter vilde de se Præstegaarden.
Da sagde hun:
»Er Deres Haand meget saar? Maa jeg se!«
Enten det nu var forat gøre ham en Glæde dermed, eller hun for et Øjeblik virkelig gav efter for ham, – hun sagde dette med en
