at udlevere mig selv. Maaske regner jeg fejl, det er nok muligt, det er der ingen Raad med da. Men selv om jeg regner fejl, er De jo alligevel tabt, og jeg sætter intet mere til. Til dette Punkt kan man komme, det er Desperationen, Hazarden. Jeg hjælper Dem selv til at skaffe Anklager tilveje imod mig og styrker Dem derved efter ringe Evne i Deres Forsæt at vise mig væk, bare væk. Hvorfor gør jeg det? Fordi det byder min ringe Sjæl imod at tale til min egen Fordel og vinde noget ved den Slags Tarvelighed, jeg kunde ikke faa det over mine Læber. Men – kan De sige – jeg søger saaledes at opnaa det samme ved Snedighed og Omveje, hvad andre vil opnaa ved tarvelig Ligefremhed? Ak . . . . . Nej, jeg vil forresten ikke forsvare mig. Kald det Humbug, hvorfor ikke, det er godt, det er træffende; jeg vil selv lægge til, at det er det mest lurvede Falskneri. Godt, det er altsaa Humbug, og jeg forsvarer mig ikke, De har Ret, mit hele Væsen er Humbug. Men nu holder Humbugen i mere eller mindre Grad alle Mennesker fangne, kan saa ikke den ene Sort Humbug være lige saa god som en anden Sort, naar det hele dog er Humbug i sit Inderste? . . . . . Jeg føler, at jeg begynder at komme i Æs, jeg er ikke uvillig til at ride en af mine Kæpheste et Øjeblik . . . . . Nej, det vil jeg ikke forresten; Herregud i Himlen, hvor
