venter paa Dem. Jeg har set Dem to Gange, siden jeg sidst talte med Dem, og engang vented jeg i seks Timer paa Dem før De kom; jeg laa alle disse seks Timer bag Stenen og rejste mig ikke, bare af Frygt for, at De kanske kunde komme og faa Øje paa mig. Gud ved, hvor De var henne saa længe den Dag . . . . .«
»Jeg var hos Andresens,« sagde hun pludselig.
»Ja, det var De kanske, jeg saa Dem ogsaa tilslut, da De kom. De var ikke alene; men jeg saa Dem aldeles tydeligt, og jeg hilste sagte paa Dem bag Stenen. Gud ved ogsaa, hvad det var for en Tanke, som gik gennem Dem med det samme, men De vendte Hovedet og saa paa Stenen et Øjeblik . . . . .«
»Ja, hør nu . . . . . Nej, De rykker til, som om det var Deres Dødsdom, jeg skulde læse op . . . . .«
»Det er det ogsaa, jeg forstaar det godt, Deres Øjne blev iskolde.«
»Ja, men dette maa virkelig faa en Ende, Hr. Nagel! Naar De overtænker det hele, saa burde De selv forstaa, at De heller ikke handler rigtigt pent mod den Fraværende. Ikke sandt, naar De sætter Dem i hans Sted . . . . . og ved Siden af, at De gør det saa pinligt for mig. Hvad er det, De vil have mig til? Lad mig sige Dem det engang for alle: jeg bryder ikke
