lokke Dem, jeg maa bare tale med Dem, fordi jeg pines til det . . . . .«
»Men vil De slet ikke blive fornuftig?« sagde hun brat. »De loved det dog.«
»Ja, det gjorde jeg nok; det ved jeg ikke, men jeg loved kanske at være fornuftig. Men jeg kan saa daarligt, jeg kan virkelig saa daarligt, om jeg forsøger. Og lidt er jeg at undskylde ogsaa, naar De betænker alt. Hvad skal jeg gøre? Ved De, at jeg har været lige ved at trænge ind i Præstegaarden en Dag, at aabne Dørene og gaa ret ind til Dem, selv om der var flere tilstede! Men jeg har ogsaa forsøgt af al Magt at staa imod, det skal De tro, ja, jeg har endog bagtalt Dem og forsøgt at gøre Deres Magt over mig til intet ved at nedsætte Dem i andres Øjne. Jeg har ikke gjort det af Hævn, nej, De forstaar, at jeg virkelig er nær ved at bukke under, jeg har gjort det forat hæve mig selv, lære mig til at bide Tænderne sammen, for ikke at bøje formeget Ryg for mig selv i min egen Bevidsthed; derfor har jeg gjort det. Men jeg ved ikke, hvorfor slet ingenting nytter nu; det har altid nytted mig før, naar jeg rigtig har villet; men nu gaar det saa vanskeligt. Jeg har ogsaa forsøgt at rejse min Vej, jeg har forsøgt, jeg begyndte at pakke alle mine Sager sammen; men jeg gjorde mig ikke helt færdig, og jeg rejste heller ikke. Hvor kunde jeg rejse!
