»Hvorfor gør De Dem saadan Flid forat tale væk? Hvorfor er De nervøs?«
Dette Spørgsmaal kom ham saa uventet, at han et Øjeblik saa forvirret paa hende. Han svared dæmpet og med klappende Hjærte:
»Frøken Kielland, jeg loved sidst jeg var sammen med Dem, at hvis jeg maatte faa Lov til at træffe Dem endnu engang, skulde jeg tale om alt andet, kun ikke om det, der var bleven mig forbudt at tale om. Jeg forsøger at holde mit Løfte. Jeg har holdt det endnu.«
»Ja,« sagde hun, »man skal holde sine Løfter, man skal ikke bryde sine Løfter.« Og dette sagde hun ligesom mere til sig selv end til ham.
»Jeg gik ogsaa, allerede før De kom, og bestemte mig til at forsøge; jeg vidste, at jeg skulde møde Dem.«
»Hvordan kunde De vide det?«
»Jeg saa Deres Spor her paa Vejen.«
Hun kasted et Blik paa ham og taug.
Lidt efter sagde hun:
»De gaar med en Klud om Haanden, er De saaret?«
»Ja,« svared han, »det er Deres Hund, som har bidt mig.«
De standsed begge op og saa paa hinanden. Han knuged Hænderne sammen og fortsatte aldeles forpint:
