Klara holder et Satans Hus: det var mig, han vilde have! det var mig, han vilde have! sagde hun; men mig faar han ikke, jeg vil ikke, ikke for alt i Verden vil jeg, sagde hun. Naa, men mener De saa, at han maatte faa Søsteren, som han altsaa var bleven stærkt forelsket i? Nej, det er netop det snedige ved Tingen, Klara vilde ikke overlade ham til Søsteren heller. He-he-he. Nej, da, naar det egentlig var hende selv, han vilde have havt, saa maatte han ikke faa hendes pukkelryggede Søster engang, skønt hun slet ikke var for god for nogen. Og saaledes fik ikke min Ven nogen af de Damer«. . . . . Dette var en af den stamme Mands mange Historier. Han fortalte saa fornøjeligt, netop fordi han var saa stam. Det var forresten en stor Gaade af en Mand . . . . . Keder jeg Dem?«
»Nej,« svared Dagny.
»En stor Gaade af en Mand altsaa. Han var saa gærrig og saa tyvagtig tillige, at han godt kunde bemægtige sig Læderremmene i Jærnbanevinduerne og tage dem med sig hjem forat bruge dem til et eller andet. Ja, det var der ingenting ivejen for; han skal udtrykkelig være greben i et sligt Tyveri engang. Men paa den anden Side skøtted han heller ikke det Spor om Penge, naar det Lune stak ham. Engang havde han faaet i Sinde at foranstalte en uhyre Køretur. Han havde ingen Bekendtskaber, han lejed
