i Ansigtet og sagde ikke noget han heller. Hans Mund stod aaben.
»Jeg gentager,« vedblev Nagel højt og langsomt, »at jeg giver Dem en Tikrone forat slaa Deres Glas i den Hvalps Hoved. Jeg holder Pengene her i Haanden. De skal heller ikke være bange for Følgerne.« Og Nagel holdt virkelig en Tikrone frem og lod Minutten se den.
Men Minutten bar sig besynderligt ad. Han stak med en Gang af til en Krog af Kaféen, løb med sine smaa, forvredne Skridt hen til denne Krog og satte sig der, uden at svare. Han sad med ludende Hoved og skuled til alle Sider, idet han flere Gange trak Knæerne op under sig som i Angst.
Nu gik Døren op, og Værten kom tilbage. Han begyndte at pusle med sine egne Sager borte ved Disken og gav ikke Agt paa, hvad der passered omkring ham. Først da Fuldmægtigen pludselig sprang ivejret og løfted begge Armene op med et rasende, næsten tyst Raab foran Nagel, blev Værten opmærksom og spurgte:
»Hvad i Alverden . . . .?«
Men ingen svared noget. Fuldmægtigen slog to Gange vildt ud fra sig, men stødte hver Gang mod Nagels Knytnæver. Han kom ingen Vej; hans Uheld opirred ham, og han slog dumt ret ud i Luften, som om han vilde holde sig
