denne vidunderlige Poesi udover D'Herrers Hoveder. Jo, for naar Victor Hugo virkelig skulde komme til sin Ret, saa maatte han læses op med blaut, slævjende Kæft, ellers gik saa at sige hans Aand væk af Digtet . . . . . Naa, det var ikke værd at tale mere om Victor Hugo. Velsignet være hans Minde! Skaal!
De drak.
»De nævnte lbsen«, fortsatte Nagel fremdeles lige ophidset. Efter hans Mening var der blot én Digter i Norge, og det var ikke Ibsen. Nej, det var det ikke. Man talte om Ibsen som Tænker; var det ikke bedst at skælne lidt mellem populært Ræsonnement og virkelig Tænkning? Man talte om Ibsens Berømmelse, slog os om Ørene med hans Mod; var det ikke bedst at skælne lidt mellem det teoretiske og det praktiske Mod, mellem den uegennyttige, hensynsløse Revolutionstrang, og den huslige Oprørsdristighed? Det ene straaler i Livet, det andet forbløffer i Teatret. Den norske Forfatter, som ikke pusted sig op og førte en Knappenaal som en Landse, var jo ikke en norsk Forfatter; en eller anden Grindstolpe maatte man finde at aksle sig imod, ellers blev man ikke betragtet som en modig Maur. Ja, det var virkelig saare fornøjeligt at se til paa Frastand! Der var nemlig en Slagtummel og et Mandemod som i en Napoleonsk Træfning, men en Fare og en
