mange Beseglede paa sin Side, som smaa Maupassant med hans overordentlig grove og sjælløse Laarpoesi . . . . .
Nagel gik over alle Grændser. Han fandt ogsaa Anledning til at kaste sig over Victor Hugo og gav forøvrigt de største Verdensforfattere Fan med Fedt paa. Ja, rigtig Fan med Fedt paa gav han dem! Om han maatte faa Lov til at komme med en eneste liden Prøve paa Victor Hugos hule poetiske Bulder? Giv Agt: »Gid dit Staal var saa skarpt som dit sidste Nej!« Ja, hvad syntes man, klang det ikke godt? Hvad syntes Hr. Grøgaard?
Nagel saa i det samme paa Minutten med et gennemborende Blik. Han vedblev at stirre paa ham, og han gentog endnu engang, stadig med Øjnene fæstede paa Minuttens Ansigt, denne enkelte Linje af Victor Hugo. Minutten svared ikke, hans blaa Øjne aabned sig ganske forfærdede, og han drak i sin Forvirring en stor Slurk af sit Glas.
»Men den Strofe er jo vel ikke saa umulig,« indvente Studenten.
Nagel for atter løs: Saa, den var ikke saa umulig endda? Endog saa slet, som den var bleven fremsagt, gjorde den sin Virkning? Ja, se der. Nej, da skulde den være læst paa en anden Maade! Han burde egentlig have rejst sig op, stillet sig ved Døren og derfra spyet
