det religiøse Liv. De mente, at alle Teologer burde hænges. Hvorfor? spurgte jeg. Fordi Deres Rolle er udspillet, svared De. Og dette var jeg ikke enig i. Det religiøse Liv er et Faktum. En Tyrk raaber: Allah er stor! og dør for denne Overbevisning; en Nordmand knæler ved Alteret og drikker Kristi Blod den Dag idag. En eller anden Kobjælde har et Folk at tro paa, og i den Tro dør det saligen Det afgørende er nemlig ikke hvad man tror paa, men hvorledes man tror paa det . . . . .«
»Det forbauser mig at høre den Sort Snak af Dem. Ja, jeg kender Dem jo ikke; men jeg har troet at forstaa, at paa flere Omraader er De en værre Radikaler end nogen af os, her er De derimod rent væk. Jeg spørger mig virkelig endnu engang, om De ikke er bare en forklædt Højremand i Grunden. Her kommer den ene videnskabelige Kritik efter den anden over Teologer og teologiske Bøger, den ene Skribent efter den anden fremstaar og skriver den Prædikensamling og den teologiske Afhandling sønder og sammen, og alligevel giver De Dem ikke paa, at for Eksempel den Komedie med Kristi Blod har Værdi endnu i vore Dage! Jeg forstaar ikke Deres Tankegang.«
»Sæt, Hr. Doktor, at det at holde en Mening ogsaa stik imod den hujende Liberalisme er lidt radikalt i Grunden? Naa, det springer vi over!
