sig, han tog hende i Armene og holdt den værste Halløj med hende. Hele Bordet var i Virvar.
Nagel forlangte midt under dette en Kurv Champagne bragt op paa sit Værelse; kort efter rejste man sig fra Bordet. Adjunkten og Sagføreren gik Arm i Arm og sang af lutter Lystighed, og Doktoren begyndte igen i en ivrig Tone at udbrede sig over Socialismens Princip; men i Trappen havde han det Uheld at miste sin Lorgnet, den faldt ned, sikkert for tiende Gang, og gik endelig istykker. Begge Glas knækked. Han stak Indfatningen i Lommen og var dermed halvt blind for hele Aftenen. Dette ærgred ham og gjorde ham end hidsigere, han satte sig vredt ved Siden af Nagel og sagde:
»Forstod jeg Dem ret, saa har ikke Frelsesarméen hele Deres Foragt? Det er ikke bare Sludder?«
Dette sagde han i fuldt Alvor og vented Svar. Efter en liden Pause sagde han videre, at efter den første Samtale, de havde – det var netop paa Karlsens Begravelsesdag – havde han faaet det Indtryk, at han – Nagel – virkelig vilde forsvare Sluddret.
»Jeg forsvared det religiøse Liv i Mennesket«, svared Nagel. »Og hvorfor? Fordi det er en Kendsgærning. Jeg forsvared derimod ikke specielt Kristendommen, aldeles ikke, men overhovedet
