modig, Hr. Doktor, og det har De Ret til; jeg er virkelig ingen hyggelig Vært. Men nu skal jeg forbedre mig, nu skal De bare se . . . . . Sig mig, Hr. Øjen, De har jo intet at drikke? Hvorfor i Alverden drikker De ikke?«
Sagen var, at Student Øjen hele Tiden havde siddet som en Mur og hørt paa Samtalen; han havde næppe mistet et Ord. Hans Øjne vare nysgærrige og smaa, og han rejste formelig Øren, naar han lytted. Den unge Mand var stærkt interesseret. Der fortaltes, at han – som andre Studenter – skrev paa en Roman i Ferien.
Sara kom med Bud om, at Aftensmaden var færdig. Sagføreren, der var falden noget sammen paa sin Stol, fik pludselig Øjnene op og saa efter hende, og da hun igen var ude af Døren, sprang han op, greb hende igen i Trappen og sagde fuld af Beundring:
»Sara, du er læskelig at skue paa, det maa jeg sige!«
Dermed kom han ind igen og satte sig paa sin Plads lige saa alvorlig som før. Han var stærkt anløben. Da Doktor Stenersen endelig kasted sig over ham for hans Socialisme, kunde han slet ikke gøre Rede for sig. Jo, han var en dejlig Socialist! En Flaaer var han, en jammerlig Mellemmand mellem Magten og Vanmagten, en Jurist, der leved af andres Krangel, og som tog sig betalt for at skaffe Rethaveriet
