mig skamfuld indvortes. Det lyder næsevist at sige, at en Greve gør en Agronom dybt skamfuld; men naar han nu gør det? . . . . . Jeg skulde aldrig snakke om det, hvis Tolstoy var en Yngling, der havde Fristelser at overvinde, en Kamp at bestaa, forat prædike Dyd og leve rent; men Manden er jo en Olding, udtørret i sine Kilder, uden Spor af menneskelige Tilbøjeligheder mer. Men – kan man sige – dette rammer ikke hans Lære? Mine Herrer, dette rammer ogsaa hans Lære! Først naar man er bleven sejg og vandtæt af Alderdom og mæt og forhærdet af Nydelse gaar man til det unge Menneske og siger: Forsag! Og det unge Menneske smager paa det og tænker over det og erkender, at det er rigtigt for Gud, og det unge Menneske forsager alligevel ikke, men synder kejserligt i firti Aar. Saa er Naturens Gang! Men naar firti Aar er omme, og den unge Mand selv er bleven Olding, da sadler ogsaa han sin hvide, hvide Mær og rider afsted med Korsfanen højt i sin benede Haand og trompetstøder til Verdens Andagt Ynglingens Forsagelse og Ynglingens Forsagelse. He-he-he, jo, det er en altid tilbagevendende Komedie! Tolstoy morer mit Hoved, jeg er henrykt over, at den gamle Mand endnu kan gøre saa meget godt; tilslut gaar han nok ind til sin Herres Glæde! Men hvad der forringer lidt min kolossale Ærefrygt for Manden,
