Disse to er begge Forkyndere, ikke Tænkere, men Forkyndere. De omsætter eksisterende Produkter, populariserer en Tanke, som de forefinder færdig, folkepopulariserer den til Godtkøb og holder Styr med Verden. Men – mine Herrer – naar man skal omsætte, saa gælder det at omsætte med Profit; Tolstoy omsætter med svimlende Tab. Der var to Venner, som indgik et Væddemaal engang: den ene satte tolv Skilling paa, at han i tyve Skridts Afstand skulde skyde en Nød af den andens Haand, uden at beskadige Haanden. Godt, han skød, skød skidt, skød hele Haanden i Filler, og det med Glans. Da stønned den anden og raabte med sin sidste Kraft: du tabte Væddemaalet, hid med Tolvskillingen! Og saa fik han Tolvskillingen. He-he, hid med Tolvskillingen, sagde han! Og den fik han . . . . . Gud hjælpe mig, naar jeg læser Tolstoys Tanker, hører dette velmente Moralskryd og sætter mig lidt ind i denne ideale Greves Reflektioner, saa har jeg Fornemmelsen af, at jeg sidder og spiser Grønmaling. Denne skraalende Dyd, der aldrig tier, dette Stræv med at udtørre og udtørre Menneskenes glade Ulivskilder og gøre Verden flad som en Bagstehelle, dette skidne, sædelige Savl fra det i gamle Dage saa lystige Hjærte, denne brautende Moral, der gør sig tyk og lader sig tilsyne ved enhver Lejlighed, – jeg forsikkrer Dem for, at han gør
