»Naa, det er en anden Sag, se, det er Fan til en helt anden Sag, naar De vil gøre det uden Øl.«
»Ja, jeg vil heller gøre det uden Øl.«
Og Minutten skærer endelig under fuld Latter fra de omkringsiddende sine frygtelige Tænder sammen. Nagel læser tilsyneladende fremdeles i sin Avis; han sidder ganske stille henne paa sin Plads ved Vinduet.
»Højere! højere!« raaber Fuldmægtigen; »skær højere, ellers kan vi ikke høre det.«
Minutten sidder stiv ret op og ned paa Stolen, holder sig fast med begge Hænder, som om han er bange for at falde ned, og skærer Tænder, saa hans Hoved dirrer. Allesammen ler, Bondekonen ler ogsaa, saa hun maa tørre sine Øjne; hun ved ikke sin levende Raad for Latter og lægger til at spytte meningsløst to Gange henad Gulvet af bare Henrykkelse.
»Gud hjælpe mig for Dere!« hyler hun aldeles opgivet.
»Saa! Jeg kan ikke skære højere,« siger Minutten, »jeg kan virkelig ikke, Gud er mit Vidne, De skal tro mig, nu kan jeg ikke mer.«
»Nej, nej, saa hvil Dem lidt og tag fat igen Men Tænder skal De skære. Siden klipper vi Skægget af Dem. Smag nu paa Øllet; jo, De skal, se, her staar det færdigt.«
