er netop i det Humør for Øjeblikket, at jeg kunde sætte Labben paa noget og knurre.«
»Værsaagod! Men naar Tolstoy er en Nar, hvor vil vi saa komme til at ende?«
»Jo, jo, lad os sige vor Mening raabte pludselig Adjunkten ogsaa. Adjunkten var just kommet paa det rette Stadium i sin Rus og skyed fra nu af intet. »Ingen Indskrænkning, Doktor, for saa læmper vi dig! Enhver har sin Mening; Stöcker for Eksempel er en evig Slyngel! Jeg skal bevise det . . . . . bevise det!«
Af dette lo allsammen, og det vared en Stund, inden de igen kunde tale om Tolstoy. Var da ikke Tolstoy en af Verdens største Digtere? Var han ikke en Rise af en Aand?
Nagels Ansigt blussed pludselig.
»En Rise af en Aand! Hans Aand er i Art og Beskaffenhed saa inderlig almindelig som vel muligt; man maa bare fraregne hans uvurderlige Egenskaber som Plogmand, hans sønderrevne Bluse, hans Læderbælte om Lænden, det vil sige Mandens plumpe Affektation, den maa man fraregne. Saa blir der tilbage en begavet Mand, ret og slet en godt begavet Mand, som skriver Bøger og missionerer. Hans Bøger er baade store og gode, men de fleste af dem kunde jo have været baade større og bedre; hans Mission er rig paa personlig Opofrelse og rig paa Reklame; men hans Lære, den er i
