»Men hvad Fan er det for Snak?« skreg Doktoren straks. »Skal der ikke være Moral i Tingene?« Naar Folk hørte, at der ikke var Moral i Tingene, hvormange var der da, som turde bide paa dem? Man maatte narre og fuske Folk fremad i Udvikling, og man maatte stadig holde Moralen i Ære. Doktoren holdt meget paa Parnell, men naar Gladstone fandt ham umulig, saa maatte man vel kanske indrømme, at den Mand forstod sig lidt paa det. Ja, han vilde naturligvis undtage Hr. Nagel, sin ærede Vært, som ikke engang kunde tilgive, at Gladstone havde rent Mel i Posen. Ha-ha-ha, aa, du gode Gud! . . . . . »Apropos, Hr. Nagel,« sagde han, »De har jo ikke stort tilovers for Tolstoy heller? Jeg hørte virkelig af Frøken Kielland, at De ogsaa havde Deres Betænkeligheder ved at anerkende ham.«
Nagel stod i Passiar med Student Øjen; han vendte sig hastig om og svared:
»Jeg husker ikke, at jeg har talt med Frøken Kielland om den Mand. Forresten anerkender jeg villigt Tolstoy som en af Tidens virksommeste Narre. Og dermed Skidt i det hele!« . . . . . Men lidt efter lagde han til: »Ikke sandt; vi maa nok have Lov til at udtrykke os lidt drøjt her iaften, hvis vi finder forgodt? Vi er jo bare Mandfolk tilstede og holder til paa en Ungkarls Hybel. Skal det være en Aftale? Jeg
