Han ringte, førend han endnu var fuldt paaklædt, og underretted Sara om, at han agted at se nogle Mennesker hos sig om Aftenen, en seks syv Stykker, som kunde holde lidt Liv paa Jorderige, glade Sjæle, Doktor Stenersen, Sagfører Hansen, Adjunkten og saa videre.
Han sendte straks Indbydelser ud. Minutten svared, at han kom; Fuldmægtig Reinert blev ogsaa buden, men han udeblev. Klokken fem om Aftenen var alle samlet i Nagels Værelse. Da det fremdeles regned og var mørkt i Vejret, blev Lampen tændt og Gardinerne nedrullet.
Og saa begyndte Bakkanalet, en Svir og en kostbar Helvedes Halløj, som hele Byen talte om i flere Dage bagefter . . . . .
Straks Minutten traadte indad Døren gik Nagel hen til ham og bad om Undskyldning for, at han havde vrøvlet saa altfor meget, da de sidst var sammen. Han tog Minuttens Haand og trykked den hjærteligt, han forestilled ham ogsaa for den unge Student Øjen, som var den eneste, der ikke kendte ham. Minutten trak Nagel afsides og takked ham hviskende for den nye Bukse, som han alt havde taget paa; den passed saa udmærket til Frakken, den nye Frakke, og den kom nok til at vare hans Tid ud, hele Livet, aa, jo, hele Livet.
»Men De har ingen Vest endnu?«
