skal jeg søge Læge for, naar jeg ikke ejer en Øre til det?«
»Men jeg vil saa inderlig gærne forstrække Dem, hører De; De kan jo give mig det tilbage engang?«
»Naa, det kan ogsaa være lige meget, enten jeg søger Læge eller ej,« fortsatte hun som et egensindigt Barn. »Hvem skulde sørge over mig, om jeg døde?« . . . . . Men pludselig slog hun om, gjorde som om hun betænkte sig og sagde: »Naar jeg overvejer det, hvorfor skulde jeg ikke modtage Deres Penge? hvorfor ikke lige saa godt nu som før? Jeg er dog ikke saa overstadig rig, at jeg af den Grund skulde . . . . . Ja, men nu har De Gang paa Gang passet paa at tilbyde mig dem i et Øjeblik, hvori jeg har været opirret, saa De paa Forhaand kunde vide, at jeg vilde afslaa dem. Jo, De har! De har beregnet det nøje, bare forat spare Deres Penge, skønt De har saa mange af dem nu; tror De ikke, jeg har mærket det? Og selv om De byder mig dem nu igen, endnu engang, saa gør De det forat ydmyge mig og glæde Dem over, at jeg tilsidst er nødt til at modtage dem. Men det faar ikke hjælpe, jeg modtager dem dog og er dig taknemmelig; Gud give, jeg ikke trængte til dig! Men saa meget De ved det, det var ikke derfor, jeg kom hid idag, det var ikke for Pengenes Skyld, enten De tror mig eller ej.
