fordi jeg troed, den vilde bide; nu, det vilde den nu ikke, den vilde bare lege, og da du havde slaaet den, krøb den paa Bugen for os og lagde sig ned, istedetfor at løbe. Dengang græd du over Hunden og klapped den, du græd i Smug, jeg saa det godt; men nu græder du ikke, skønt . . . . . Men dette skal ikke være nogen Sammenligning; du indbilder dig vel ikke, at jeg sammenligner mig med en Hund? Gud Fader ved, hvad du finder paa i dit Overmod; naar du har dét Ansigt, saa kender jeg dig. Jeg ser, du smiler, jo, du gjorde, du smilte! Du haaner mig op i mine aabne Øjne! Lad mig sige dig det rent ud . . . . . Nej, nej, nej, tilgiv mig forresten; nu er jeg saa fortvivlet igen. Du ser her for dig en brudt . . . . . jeg er aldeles brudt, ræk mig Haanden! Saa tilgiv mig nu! Jeg burde ikke have saaret dig; men jeg sidder her og føler hele Tiden, at du aldrig kan glemme den Smule Forseelse nogen Gang. Det var dog blot en liden Forseelse af mig, naar du bare tænker dig om. Det var daarligt gjort af mig, at jeg ikke gik ned til dig den Aften; du gav mig Signal paa Signal, og jeg gik ikke ned; jeg angrer det ved Gud saa dybt! Men han var ikke hos mig da, som du troed; han havde været der, men han var der ikke da, han var gaaet. Jeg tilstaar det jo og beder om Naade, andet kan jeg ikke gøre. Men jeg skulde have
