her et Kvarter, og De har ikke engang bedt mig om at løse paa Sløret. Ja, understaa Dem blot ikke at bede mig om det nu bagefter! De tager ikke i Betragtning, at det dog er frygteligt at have et Vinterslør over Ansigtet i denne Varme. Naa, det er Løn som forskyldt; hvad vilde jeg ogsaa her! Jeg hørte godt, at De bad Pigen om Lov til at gaa ind her blot et Øjeblik. Blot et Øjeblik! sagde De. Det betød vel, at De vilde se at gøre Dem færdig med mig paa et Minut eller to. Ja, ja, jeg bebrejder Dem det ikke, jeg er bare saa usigelig bedrøvet for det. Gud hjælpe mig! . . . . . Og hvorfor kan jeg aldrig slippe dig? Jeg ved, at du er gal, at dine Øjne er aldeles forrykte, ja, tænk, det har jeg hørt, og jeg tror det gærne; men jeg kan ikke slippe Dig alligevel. Doktor Nissen har sagt, at du er gal, og Gud skal vide, du maa være meget gal, naar du har kunnet slaa dig ned paa et sligt Sted, som dette, og kalde dig Agronom. Jeg har aldrig hørt paa Magen! Og du gaar fremdeles med den Jærnring paa Fingeren og bruger uafladelig denne skrigende gule Klædning, som ingen anden end du vilde have paa Kroppen . . . . .«
»Har Doktor Nissen sagt, at jeg var gal?« spurgte han.
»Doktor Nissen har sagt det lige ud! Vil du vide, hvem han har sagt det til?«
