i Køjen imorges tænkte jeg: hvordan mon han vil være mod mig, vil han ikke ialfald sige Du og dikke mig under Hagen? Og jeg var næsten vis paa, at De vilde gøre det, men jeg har taget fejl. Læg Mærke til: jeg beder Dem ikke om at gøre det nu, det beder jeg Dem lægge Mærke til; det er forsent, jeg skal ikke have noget af det . . . . . Sig mig, hvorfor sidder De og blinker uafbrudt med Øjnene? Er det fordi De tænker paa noget andet hele Tiden, mens jeg taler?«
Han svared blot:
»Jeg er virkelig lidt daarlig idag, Kamma. Kunde De ikke sige mig med en Gang, hvorfor De har opsøgt mig? For De vilde gøre mig en stor Velgærning.«
»Hvorfor jeg har opsøgt Dem?« raabte hun. »Gud, hvor De kan saare én frygteligt! Er De kanske bange for, at jeg skal bede Dem om Penge, at jeg er kommet til Dem ene og alene forat plyndre Dem ud? Tilstaa det bare, hvis De virkelig tænker noget saa sort i Deres Hjærte. . . . . . Men hvad har jeg da opsøgt Dem for? Ja, gæt engang! Ved De slet ikke, hvad Dag og Dato det er idag? Har De kanske glemt Deres egen Fødselsdag?«
Og hun kasted sig hulkende paa Knæ for ham og greb begge hans Hænder, som hun lagde op til sit Ansigt og trykked til sit Bryst.
