og det var dødt paa dens Gader; hvorfor skulde han ikke rejse? Og desuden, hvorfor Fan havde han i det hele taget ville stikke sin Næse ind her? En Ravnekrog var det, et lidet Skærerede af en By, med smaa, langørede Mennesker.
Men han vidste godt, at han ikke kom til at rejse, men at han blot vilde stive sig op og narre sig selv dermed. Mismodig pakked han igen alle sine Sager ned og satte atter Kufferterne paa deres Plads. Saa drev han aldeles forstyrret i Hovedet om fra Døren til Vinduet og tilbage igen, frem og tilbage med hastige Skridt, mens Klokken nedenunder slog det ene Slag efter det andet. Tilsidst slog den seks . . . . .
Da han standsed ved Vinduet og fik Øje paa den tilslørede Dame, der just steg opad Hoteltrappen, blev hans Ansigt helt forandret, og han tog sig et Par Gange op til Hovedet. Naa, hvorfor ikke! Hun havde lige saa megen Ret til at gæste Stedet som ham! Men det angik ham ikke, han havde andet at tænke paa, og desuden var hun og han kvit.
Han tvang sig straks til at være rolig, satte sig paa en Stol og tog op fra Gulvet en Avis, som han saa i hist og her, som om han læste. Der var ikke gaaet mer end et Minut eller to, før Sara aabned Døren og levered ham et Kort, hvorpaa der var skrevet med Blyant: Kamma. Bare Kamma. Han rejste sig og gik ned.
