Øjnene op imorges. Jeg tænkte – ja, naturligvis er det latterligt, at man kan finde paa saa dumme Ting, men jeg tænkte ved mig selv: hvis du nu træffer hende idag, og du tilstaar det hele, saa kan det kanske ikke skade, at det ovenikøbet er din Fødselsdag; du kan jo fortælle hende det ogsaa, og hun vil maaske være villigere til at tilgive dig paa en saadan Dag. De smiler? Ja, hvor det er latterligt, jeg ved det; men det er der nu ingen Raad med alligevel, jeg offrer min Tribut til Dem, ligesaavel som alle andre.«
»Det er altsaa sørgeligt, at dette har hændt Dem idag,« sagde hun; »De har været uheldig paa Deres Fødselsdag iaar. Mere kan jeg ikke sige om det.«
»Nej, naturligvis . . . . . Gud, hvilken Magt De dog har! Jeg kan forstaa, at man kan drives til alt muligt for Deres Skyld. Selv nu, da De sagde disse sidste Ord, som jo ikke var saa glædelige, hvad de heller ikke var ment at skulle være, selv nu var Deres Stemme som en Sang; det var formelig, som om det begyndte at blomstre inden i mig. Nej, det er underligt! Ved De, at jeg har vandret om udenfor Deres Hjem om Nætterne, for om muligt at faa se et Glimt af Dem i et Vindu, at jeg har ligget paa Knæ her i Skogen og bedt til Gud for Dem, jeg, som ikke engang tror videre paa Gud. Ser
