»Kære Frøken, vent lidt! Tag mig med lidt Overbærenhed idag! Jeg frygter for at tale, jeg er bange for, at De skal afbryde mig og sige: gaa! Og alligevel har jeg overvejet dette i mangen vaagen Time.«
Hun saa mere og mere forundret paa ham og spurgte:
»Hvor bærer dette hen?«
»Hvor det bærer hen? Faar jeg Lov til at sige Dem det med rene Ord? Det bærer derhen . . . . . derhen, at jeg elsker Dem, Frøken Kielland. Ja, egentlig forstaar jeg heller ikke, at det kan gøre Dem saa forbauset, jeg er af Kød og Blod, jeg har truffet Dem, og jeg er bleven bedaaret af Dem, det er vel ikke saa besynderligt? En anden Sag er det, at jeg kanske ikke skulde have tilstaaet det for Dem.«
»Nej, det burde De ikke.«
»Men hvad kan man ikke drives til? Jeg har endog bagtalt Dem bare af Kærlighed til Dem, jeg har kaldt Dem en Kokette og forsøgt at trække Dem ned, blot forat trøste mig selv og holde mig skadesløs, fordi jeg vidste, at De var uopnaaelig for mig. Det er femte Gang, jeg har truffet Dem nu, og jeg har jo dog ikke udleveret mig før den femte Gang, skønt jeg kunde have gjort det den første. Desuden er det ogsaa min Fødselsdag idag, jeg er ni og tyve Aar, og jeg sang og var glad helt fra jeg slog
