Grad greje og gennemskuelige synes Spørgsmaalene mig, og saa skinnende klart ser jeg Sammenhængen i dem. Dette er min Hjærtens Mening, Frøken; gid jeg kunde faa Dem til at tro mig, nu og altid.«
»Nu og altid, nej, det vil jeg ikke love.«
»Det er mig saa uendelig meget om at gøre just nu,« sagde han.
De var komne ind i Skogen, de gik hverandre saa nær, at de ofte strejfed hinanden med Albuerne, og Vejret var saa stille, at de kun behøved at tale ganske sagte, og alligevel hørte de hinanden. Nu og da kviddred en Fugl.
Saa standsed han brat og fik ogsaa hende til at standse.
»Hvor jeg har længtet efter Dem i disse Dage!« sagde han. »Nej, nej, bliv ikke saa forskrækket; jeg siger jo næsten ingenting, og jeg skal intet opnaa, nej, jeg gør mig forsaavidt ingen, ingen Illusjoner. Forresten forstaar De mig kanske ikke engang, jeg begynder galt og forsnakker mig, jeg siger det, jeg ikke vilde sige . . . . .«
Da han taug, sagde hun:
»Hvor De er underlig idag!«
Dermed vilde hun gaa igen.
Men han standsed hende atter:
